Hvid snerre - Galium mollugo

Fakta – HVID SNERRE Latinsk navn Galium mollugo Livsform Staude med underjordiske udløbere Højde 30–100 cm, ofte opstigende eller hvilende Blomstring juni–august Lysforhold Sol til halvskygge Jordtype Veldrænet, neutral til kalkrig Hjemmehørende Ja – hjemmehørende dansk vildplante, almindelig i Danmark (LC på Rødliste 2019) Sværhedsgrad 3 af 7 – moderat let, men frøet er småt og skal ligge højt, og spiringen er ujævn Biværdi Åbne, let tilgængelige blomster, som fluer, biller, svirrefluer og kortungede bier kan nå. Larveværtsplante for snerresværmer (Hyles gallii) En hvid dis af små blomster, der ligger som røg hen over vejkanten en junimorgen, båret af stængler man dårligt kan se. Hvid snerre er en hjemmehørende dansk vildplante og en af de almindelige — den står som LC, altså ikke truet, på Rødliste 2019 og findes over hele landet. Man møder den i græssamfund, langs vejkanter, i hegn og skovbryn, gerne hvor jorden er veldrænet og neutral til kalkrig. Man lægger ikke mærke til den for farven, men for strukturen: den fylder rummet mellem de kraftigere planter med noget luftigt, som lyset kan komme igennem. Slægtsnavnet Galium kommer af det græske gala, mælk, fordi snerre-arter blev brugt til at få mælk til at løbe ved osteproduktion. For hvid snerre selv er det verificeret, at der kan udvindes et rødt farvestof af roden — den hører jo til krapfamilien (Rubiaceae), samme familie som farveplanten krap. Planten vokser med tynde, firkantede stængler, der ofte er opstigende eller nærmest hvilende, og med blade i kranse rundt om stænglen. Højden svinger fra 30 til 100 cm, afhængigt af hvad den har at læne sig op ad. Blomsterne er ganske små, hvide og firtallige og sidder samlet i store, åbne toppe. Enkeltvis er de næsten ikke til at se; samlet giver de det skyagtige udtryk, der er artens kendetegn. Blomstringen løber fra juni til august. Livscyklus og blomstring: Hvid snerre er en staude i dansk klima, hårdfør til under -20 grader og uden behov for vinterdækning. Den breder sig med underjordiske udløbere, så en enkelt plante bliver med tiden til en plet. År 1 går især med at etablere rødder og lavt bladværk; fra år 2 kommer blomstringen for alvor, og bestanden udvider sig langsomt udad. Den sår sig også selv, hvor jorden er åben. Biværdi og biodiversitet: Blomsterne er åbne og flade, og nektaren ligger frit fremme. Bestøvningen bæres først og fremmest af fluer og biller, og planten kan også bestøve sig selv; svirrefluer og kortungede bier, der ikke kan nå ind i dybe kronrør, bruger den ligeledes. Tungere vejer værtsplanterollen. Databasen Plant Parasites of Europe registrerer omkring 147 insektarter på hvid snerre, og blandt dem er snerresværmer (Hyles gallii), en almindelig dansk sværmer med larver på snerre fra juli til september. Også danske målere som sørgesnerremåler (Epirrhoe tristata) og rødbrun snerremåler (Epirrhoe galiata) lever på arter i slægten. Værdien ligger altså ikke kun i nektaren, men i at der lever noget på selve bladene. Anvendelse i havedesign: Brug hvid snerre som fyld og bindeled, ikke som solist. Den er velegnet i den blomstereng-agtige del af haven, langs et hegn eller i overgangen mod skovbryn, hvor den kan læne sig op ad kraftigere naboer. Sammen med betonie og bredbladet timian på magrere bund giver den et lyst, uroligt lag over de fastere former. Salt bryder den sig ikke om, så hold den væk fra kystnære bede og fra vejkanter, der saltes om vinteren. Og vær opmærksom på udløberne: i et stramt staudebed breder den sig mere, end man havde tænkt sig, mens den i eng og vildere plantninger er lige netop så villig, som man ønsker. Forårssåning: Virker fint, men er langsommere. Så i et velforberedt bed, hold jorden fugtig, og regn med at spirerne kommer spredt over flere uger. Efterårssåning: Den bedste vej. Så i august–september direkte på voksestedet. Frøet har ingen dyb frøhvile, men en kølig periode gør spiringen hurtigere og mere ensartet, og den klarer vinteren af sig selv. Forspiring indendørs: Muligt i bakker, hvor frøene trykkes ned i overfladen i stedet for at graves ned. I forsøg spirede frøet i gennemsnit på omkring ni dage ved 20 grader om dagen og 10 om natten efter en kort kuldeperiode; i haven trækker det ud. Vigtig note: Det, der oftest går galt, er for dyb såning. Frøet er meget lille, cirka 1.500–2.000 frø pr. gram, og skal ligge i eller lige under overfladen — højst 3–5 mm jord.