Skov-galtetand - Stachys sylvatica

Fakta – SKOV-GALTETAND Latinsk navn Stachys sylvatica Livsform Staude med jordstængler og krybende udløbere Højde 40–120 cm, typisk omkring en meter Blomstring juli–august, kan strække sig juni–oktober Lysforhold Halvskygge til let skygge Jordtype Næringsrig, muldet jord, fugtig til jævnt fugtig Hjemmehørende Hjemmehørende dansk vildplante Sværhedsgrad 5 af 7 – frøene kræver 6 ugers fugtig kulde ved ca. 5 grader, før de spirer Biværdi Langtungede humlebier er de primære bestøvere. Værtsplante for gylden urtetæge og håret skovgaltetandtæge. Mørkt rødviolette læbeblomster med hvide pletter på underlæben, holdt i etager op ad en kantet stængel i skovbrynets halvmørke. Skov-galtetand er en hjemmehørende dansk vildplante og almindelig herhjemme, især øst for hovedopholdslinjen. Den står langs skovbryn, i hegn og på vejskrænter — på muldet, fugtig og kvælstofrig bund, ofte i selskab med stor nælde. På Den Danske Rødliste er den vurderet LC, altså ikke truet. Det, der gør den værd at lægge mærke til, er blomsterne: 13–18 mm lange, purpurrøde til mørkt rødviolette, og med et hvidt mønster på underlæben, der fungerer som landingsbane for humlebierne. Man skal tættere på end normalt for at se det, og det er en del af plantens karakter. Det engelske navn "Woundwort" afspejler traditionel sårbehandling. Urtelægen John Gerard beskrev i sit Herball fra 1597, hvordan en galtetand standsede blødningen i et dybt sår, og tog derefter planten til sig i sin egen praksis. Botanisk litteratur henfører dog Gerards beskrivelse til den nært beslægtede Stachys palustris, som også har de bedst dokumenterede sårlægende egenskaber. Det gamle synonym Stachys foetida stammer fra lugten — planten afgiver en stærk og ram lugt, når bladene knuses. Planten hører til læbeblomstfamilien (Lamiaceae) og bærer familiens kendetegn tydeligt: firkantet stængel, blade sat to og to over for hinanden, og blomster med en overlæbe og en underlæbe. Bladene er hjerteformede med savtakket rand og en tydelig behåring. Stænglen bliver 40–120 cm høj og står oprejst; på god, fugtig bund ender den omkring meteren. Blomsterne sidder i kranse med små mellemrum op ad stænglens øverste del, så blomsterstanden ser ud som en række etager frem for en samlet top. Blomstringen begynder i juli og topper i august, men kan i en fugtig og mild sæson nå fra juni ind i oktober. Livscyklus og blomstring: Skov-galtetand er en staude i dansk klima. De overjordiske dele visner om vinteren, mens jordstængler og udløbere overvintrer og sender nye skud op i foråret. Planten breder sig kraftigt ad den vej — udløberne kryber både oven på jorden og inde i førnelaget, og i løs løvmuld er de målt til op mod to meters længde. Frøene har derimod ingen lang frøbank: omkring tre fjerdedele spirer allerede det første forår efter frøfald, og efter fem år er kun få procent stadig levedygtige. Selvsåningen kommer altså hurtigt, ikke som en overraskelse mange år senere. Biværdi og biodiversitet: Langtungede humlebier er plantens primære bestøvere — især agerhumle og havehumle. Honningbi, pelsbier og svirrefluer besøger den også. Blomsterrøret passer til insekter med lang tunge, og den hvidplettede underlæbe leder dem ind. Blomsterne er udpræget protandriske, altså modner støvknapperne før griflen, og udebliver besøgene, bestøver planten sig selv sent i blomstringen. Arten er desuden værtsplante for gylden urtetæge (Eysarcoris venustissimus), der lever på læbeblomster og i særdeleshed på skov-galtetand, og for håret skovgaltetandtæge (Dicyphus stachydis). Den britiske database over insekter og deres værtsplanter registrerer 37 plantespisende smådyr på arten. Blomstringen ligger i juli og august, hvor mange haver har et hul mellem forsommerens og efterårets nektarkilder — og den ligger i halvskyggen, hvor der ellers er få blomster. Anvendelse i havedesign: Det her er en plante til det halvskyggede, vilde hjørne — ikke til det pæne bed ved terrassen. To forhold afgør placeringen. For det første breder den sig kraftigt med udløbere; Naturbasen bemærker, at arten i nyere tid har spredt sig til haver, hvor den optræder som ukrudt med stigende hyppighed. For det andet lugter den ramt ved berøring. Giv den derfor plads bag i et fugtigt skovbryn, langs et hegn eller på en skrænt, hvor man ikke stryger forbi den dagligt, og hvor den gerne må danne tæppe. Den fungerer sammen med skov-angelik og knoldet brunrod på muldet, fugtig bund. Udtrykket bliver skovbrynets: højt, løst og mørkt i farven. Forårssåning: Muligt, men kun efter kuldebehandling. Læg frøene fugtigt og mørkt ved ca. 5 grader i køleskabet i 6 uger — det er den periode, der i forsøg har givet den bedste spiring — og så dem derefter ud i april eller maj. Efterårssåning: Den anbefalede vej. Så i sensommeren eller efteråret direkte på voksestedet, dæk let med 3–5 mm jord, og lad vinteren klare kuldebehandlingen. Frøene er ikke lysspirere, så dækningen skader ikke. Forspiring indendørs: Kan lade sig gøre, men kuldeperioden skal stadig gennemføres først. Så i potter efter køleskabsopholdet, og stil dem koldt og lyst. Frøene skal have omkring 9 graders forskel på dag og nat for at spire godt, og den forskel findes ikke i et opvarmet rum. Vigtig note: Forårssåning uden kuldebehandling giver meget dårlig eller slet ingen spiring. Det er klart den hyppigste fejl med denne art.