Gul kløver - Trifolium campestre

Fakta – GUL KLØVER Latinsk navn Trifolium campestre Livsform Etårig, nærmere bestemt vinter-etårig Højde 10–25 cm, sjældent op til 40 cm Blomstring juni–september, ofte allerede fra sidst i maj Lysforhold Fuld sol Jordtype Mager, tør, sandet eller gruset, ofte kalkholdig og nær-neutral Hjemmehørende Hjemmehørende dansk vildplante Sværhedsgrad 2 af 7 – let, ingen kuldebehandling, men hård frøskal giver ujævn fremspiring, og jorden skal være mager Biværdi Besøges af fluer, bier, sommerfugle og natsværmere. I den britiske database over insekter og deres foderplanter (DBIF) er der registreret 13 hvirvelløse arter på gul kløver. Små lysegule kugler på knap en centimeter over den tørre vejkant, der i august tørrer ind til lysebrune, papiragtige knopper som miniature-humlekopper. Gul kløver er en hjemmehørende dansk vildplante og almindelig herhjemme. Man møder den langs veje, i græsland, på marker, i klitgræsland og på overdrev — altså de steder, hvor jorden er mager og tør, og hvor græsset ikke står tæt. På Den Danske Rødliste er den vurderet LC, ikke truet. Det, der gør den værd at lægge mærke til i en have, er kombinationen af tre ting: den er lav og fylder ikke, den klarer sig på bund, hvor andre giver op, og den skifter udtryk hen over sommeren fra lysegul til lysebrun uden at blive kedelig undervejs. En kort bemærkning om navnet, så du ved, hvad du køber: det gamle navn Trifolium procumbens er tvetydigt og har været brugt om både denne art og humle-kløver (T. aureum). Vi bruger kun det entydige navn Trifolium campestre. Trifolium betyder bogstaveligt "trebladet", og artsnavnet campestre er latin for "af markerne". Det engelske navn "Hop Trefoil" hentyder til, at de enkelte kroner visner lysebrune og bliver siddende hen over de modnende bælge — lag på lag som skællene på en humlekop. Vær opmærksom på, at det danske navn humle-kløver derimod hører til en anden art, T. aureum. Gul kløver er aldrig blevet en egentlig dyrket foderafgrøde herhjemme, men den er fulgt med græsfrøblandinger ud over verden og har været værdsat i græsmarker, fordi bladene er godt foder. Planten hører til ærteblomstfamilien (Fabaceae) og har slægtens trekoblede blade. Væksten er lav og forgrenet, 10–25 cm og sjældent op mod 40 cm, og skuddene lægger sig gerne ud til siden, inden de rejser sig. Blomsterne sidder i tætte, kuglerunde til aflange hoveder på 7–12 mm, opbygget af 20–40 bittesmå ærteblomster, hver kun 4–5 mm lang — man skal ned på knæ for at se dem enkeltvis. Farven er lysegul. Blomstringen løber fra juni til september og begynder ofte allerede sidst i maj; de danske floraer er ikke helt enige om, hvor tidligt den går i gang. Efterhånden som kronerne visner, bliver de lysebrune og papiragtige og bevarer formen, hvor de sidder. Planten står derfor ikke tom efter blomstringen, men skifter blot farve. Livscyklus og blomstring: Gul kløver er etårig, nærmere bestemt vinter-etårig. Den spirer i sensommer eller efterår, overvintrer som lille plante og har en hurtig forårsvækst, inden den blomstrer, sætter frø og dør. Den kommer altså ikke igen som staude — den skal have lov at frø sig selv. Frøet har hård, vandtæt frøskal, og det giver ujævn fremspiring: en del af partiet venter en eller to sæsoner, før det går i gang. En bestand bygger sig derfor typisk op over to-tre år. Biværdi og biodiversitet: Blomsterne besøges af fluer, bier, sommerfugle og natsværmere gennem hele blomstringen fra juni til september, men arten kan også selvbestøve — den sætter altså frø, selv i en kølig, regnfuld sommer. I den britiske database over insekter og deres foderplanter er der registreret 13 hvirvelløse arter på gul kløver, heriblandt gul høsommerfugl (Colias hyale) og tre arter køllesværmere. Det er ikke en dansk optælling, men det siger noget om, at planten er mere end en nektarkilde: den er også larveføde. Dertil kommer det, man ikke ser. Som alle kløvere lever den i symbiose med knoldbakterier og binder kvælstof fra luften. Bidraget er beskedent — planten er lille og etårig — men det er netop derfor, den klarer sig, hvor jorden er for mager til andre. Anvendelse i havedesign: Gul kløver hører hjemme forrest og lavest — i den magre, solåbne kant af et bed, langs en grusgang, i en tør skråning eller i en eng, hvor græsset er holdt nede. Den skal ikke i det fede staudebed; der bliver den udkonkurreret. Gode naboer er andre arter fra mager, sandet og kalkrig bund, som filtbladet kongelys, der giver højde og lodret linje over kløverens flade tæppe. Udtrykket er vejkantens: lavt, tørt og lysegult, med en brunlig, papiragtig efterklang hen på sensommeren. Tørringstips: De visne blomsterhoveder tørrer ind til lysebrune, papiragtige kugler, der bevarer formen på planten. Effekten er dekorativ i sensommeren, hvis du lader planterne stå. Som snitblomst er arten derimod uegnet — hovederne er for små til at bære en buket. Forårssåning: April–maj virker fint. Bredså på mager, veldrænet jord i fuld sol, og dæk kun med 2–3 mm. Frøet er bittesmåt, omkring 3.000 frø pr. gram. Efterårssåning: August–september er det bedste tidspunkt. Det matcher artens vinter-etårige cyklus og giver tidligere og kraftigere blomstring året efter. Frøet spirer villigt allerede ved 10 grader, så efterårets kølige jord er ingen hindring. Forspiring indendørs: Ikke nødvendigt. Arten kræver ingen kuldebehandling (stratifikation) — men den har hård frøskal, så en del af frøene spirer først senere. Vil du have hurtig, ensartet spiring i potte, kan du gnubbe frøene let mellem to stykker fint sandpapir før såning. Vigtig note: Planten er etårig og skal have lov at frø sig selv. Slår eller luger du området, inden frøene er modne i sensommeren, er bestanden væk året efter. Foto: Gideon Pisanty, CC BY 3.0, via Wikimedia Commons. Beskåret.