Forsøg på at aflytte et sted i Paris / Forsøg på at lytte med et sted i Paris
1. oplag: nummereret og signeret af Morten Søndergaard og Lukas Lund Morten Søndergaard og Lukas Lund Forsøg på at aflytte et sted i Paris / Forsøg på at lytte med et sted i Paris Udkommer 1. september I 1974 forsøgte den franske forfatter Georges Perec at registrere alt det synlige på pladsen. I 2020 gjorde Morten Søndergaard et lignende forsøg, men vendte opmærksomheden mod det lydlige: hverdagens overhørte lyde, baggrundsstøjen, stemmerne og pauserne. Fire år senere vender Lukas Lund tilbage til præcis de samme steder, på samme tidspunkter, denne gang med Søndergaards bog i hånden. Han følger tekstens spor og registrerer Mortens lydes forsvinden, forandring eller fortsættelse; lytter gennem teksten og skriver noter og refleksioner direkte ind i den. Resultatet er ikke blot en ny registrering, men et nyt lag af lytning; en poetisk dialog på tværs af tid, sted og forfatterskaber. Udgivelsen samler Morten Søndergaards »Forsøg på at aflytte et sted i Paris« (2020) og Lukas Lunds »Forsøg på at lytte med et sted i Paris« (2024) i én bog, en palimpsest. »Forsøg på at aflytte et sted i Paris / Forsøg på at lytte med et sted i Paris« er en bog om opmærksomhed. Om at dvæle ved det, der normalt overses. Om at lade lytningen blive en måde at erfare verden på, og en måde at undersøge sprogets muligheder og begrænsninger. Om at udmattes og hvad der sker med ens lytning og sprog, når man i dagevis forfølger det uendeligt tættende lydlandskab, vi altid allerede er indlejret i. Bogen placerer sig i forlængelse af Georges Perecs idé om det infraordinære, det almindelige, det gentagende hverdagslige og tilsyneladende betydningsløse, men peger samtidig ind i en nutid, hvor lytning både er et kunstnerisk greb og et politisk vilkår. Udgivelsen søger at spore sig ind på lydenes ord, på en poetik for lytning og hvad en fokuseret opmærksomhed på lyd og lytning over tid har at berette. Udgivelsen er samtidig et eksperiment i litterær overlevering. To tekster spejler, kommenterer og forskyder hinanden, så læseren inviteres til at bevæge sig mellem observation, erindring, refleksion og lyd. Det er en bog om et sted i Paris, men også om alle de steder, vi passerer hver dag uden rigtigt at lytte til dem. –––– 1. Dato: 14. februar 2020 18. oktober 2024 Klokken: 10.30 Sted: Aviskiosken på hjørnet af Rue Saint-Sulpice og Rue Bonaparte 63eren kører til Porte de la Muette Høres. 70eren kører til Radio France Suresnes – De Gaulle. 84eren kører til Pantheon Ikke registreret. 86eren kører til Champ-de-Mars Høres. 96eren kører til Gare Montparnasse Høres. Bremselyde fra en 96er. Den lille og venlige klokkelyd som parisiske busser er udstyret med, en advarsel, herkommer- jeg-så-flyt-dig. Højt dyt af en langsom personbil. Stemme over højtaleranlæg annoncerer stationen: Place Saint-Sulpice. Vejret er klart og indvirker på lyd-oplevelsen, lydene føles lette. Let frostvejr, lydene klinger renere. Om lydes afhængighed af vejrlig. Her er koldt og vådt. Tung luft. Lydene virker trætte. Kan jeg høre skydækket? Lyder alting anderledes pga. skydækket? En ambulance, langt væk, lyden nærmer sig. En brandbil med sirene kører forbi pladsen. Lyden næsten forsvundet efter et enkelt sving. Skridt af blødt fodtøj mod asfalt, en hund bjæffer. Høres. –––– 2026 Poesi • 96 sider • ISBN 978-87-93671-73-7 Udgivelsen er støtte af Statens Kunstfond
Variants (1)
- Default Title — 250.00 DKK — In stock
How AI sees this product
The more complete this product's details, the more confidently AI assistants can understand and recommend it.