Daniel Bouju Cognac 2015 Single Cask F24 – Romhatten Cask Selection #14
Romhatten Cask Selection #14 er en cognac. Og ikke en hvilken som helst cognac, men ét enkelt fad, tappet helt ufortyndet ved fadstyrke direkte fra kælderen hos en af Grande Champagnes mindste og mest egensindige familieproducenter: Daniel Bouju. Det er vores anden udgivelse i Exceptional Spirits-serien efter Christian Drouin-calvadosen (#9), og jeg tør godt sige, at det er en af de mest usædvanlige flasker, vi nogensinde har frigivet. Der findes kun 204 nummererede flasker i hele verden. Hvorfor er det så sjældent? Cognac er blending i sin reneste form. I næsten alle cognachuse sidder en kældermester (maître de chai), der blander hundredvis af brændevine fra forskellige år, marker og fade, så smagen er den samme fra flaske til flaske, år efter år. Ensartethed er dyden. En single cask er det stik modsatte: ét fad, ingen korrektioner og ingen blending. Det er fadets egen personlighed, på godt og ondt, og derfor tør næsten ingen at frigive den slags. Single cask-cognac er en sjældenhed, også i Frankrig. Lige så sjældent er det at se cognac ved fadstyrke. Langt det meste cognac fortyndes med vand ned til 40 % alkohol inden aftapning, ofte over flere år og med små doser ad gangen. På etiketten her står der brut de fût, altså "råt fra fadet": ingen vand, intet pilleri, bare 55 % ren Grande Champagne, præcis som den kom ud af fadet. Single cask og fadstyrke på samme tid er en nål i en høstak. Det er præcis den slags flaske, Romhatten Cask Selection findes for. Udvalgt på stedet i Saint-Preuil I maj 2026 tog jeg selv til Cognac på jagt efter den næste Romhatten Cask Selection. Jeg besøgte familien Bouju på deres gård i Saint-Preuil, midt i hjertet af Grande Champagne. Vi gik mellem vinstokkene, så det lille kobberalembik, hvor familien stadig selv destillerer hver vinter, og så gik vi ned i kælderen. Her trak vi fadprøver direkte fra fadene, nogle af dem helt op til 60 år gamle. Det var vildt. Bare vildt! Blandt alle de fade var der ét, jeg ikke kunne slippe: fad F24. Det har ventet i kælderen siden 2015, og nu er det tappet på flaske til Romhatten og det danske publikum. Fad F24: nyt, kraftigt ristet fransk eg Brændevinen blev destilleret i december 2015 på druer fra familiens egne marker og hældt direkte på et helt nyt, kraftigt ristet fransk egetræsfad af Limousin-eg. Her har den ligget i næsten 11 år. Det er usædvanligt. Normalt får cognac højst nogle måneder på nyt egetræ, inden den flyttes over på gamle, slidte fade, så træet ikke tager overhånd. F24 er blevet i det nye fad hele vejen, og det kan ses og smages. Farven er dyb mahogni, og profilen er mørk, dyb og frugttung, med en intensitet man sjældent møder i cognac. Det er ganske enkelt noget af det mest intense cognac, man kan opstøve. Fadet har ligget i familiens kælder med jordgulv. Jordgulvet holder på fugten, og i en fugtig kælder fordamper der relativt mere alkohol end vand fra fadet. Derfor er alkoholprocenten faldet mere end normalt under modningen, og det har gjort cognacen blødere og rundere, selvom den stadig står med 55 % i glasset. COGNACENS TEKNISKE SPECIFIKATIONER: Type: Single Cask Cognac, Grande Champagne – Premier Cru de Cognac Producent: Daniel Bouju (SARL Bouju Viticulteur), Saint-Preuil, Frankrig Druer: Ugni Blanc fra familiens egne vinmarker i Grande Champagne Destillering: Dobbeltdestilleret på Charentais-kobberalembik Fadet: Nyt, kraftigt ristet fransk egetræsfad (Limousin) Modning: Næsten 11 år i Bouju-familiens kælder Lagring: Kælder med jordgulv Under modning: Ingen konsolidering – ét fad hele vejen Fadnummer: F24 Aftapning: Ved fadstyrke (brut de fût) i oktober 2026 Alkoholprocent: 55 % ABV Indhold: 70 cL Lukning: Prop forseglet med guldvoks Udvalgt af: Mads Heitmann fra Romhatten Tappet af: Daniel Bouju Antal flasker: 204 nummererede flasker Pris pr. flaske: 599,- ex. fragt Forhandles eksklusivt på: www.romhatten.shop Sådan smager den I glasset står den dyb og mørk som mahogni, nærmest sort som graven. Næsen er meget, meget heftig og tung: masser af indkogt frugt og bagværk, nærmest som en kanelsnegl. Men inde bag det store fadhelvede gemmer der sig også lysere og friskere noter: den umiddelbare, friske frugt fra vindruerne og lyse, myntede noter af eukalyptus. I munden kommer de tunge fadnoter for alvor frem: kakao, chokolade, ristede kaffebønner, karamel, rancio og dyb, dyb, dyb frugt. Det hænger sindssygt godt sammen med den vinøse brandy-frugt, som en cognac som denne selvfølgelig har. Den har en helt særlig energi, og den smager præcis, som jeg husker den fra kælderen i Saint-Preuil. Mit tip: smag den først ren, og giv den gerne et par minutter i glasset. De store huse overfor den lille producent Når de fleste tænker på cognac, tænker de på de store navne: Hennessy, Martell, Rémy Martin og Courvoisier. De fire huse står tilsammen for omkring ni ud af ti flasker cognac, der sælges i verden. De ejer kun en lille del af vinmarkerne selv og køber i stedet brændevin fra tusindvis af vinbønder i hele regionen. Det hele blandes til en ensartet husstil, fortyndes til 40 %, og loven tillader, at smag og farve justeres med karamel, sukker og boisé (et udtræk af egetræ). Resultatet er stabil og velkendt cognac, men også en cognac, hvor husets stil vejer tungere end marken, fadet og årgangen. Daniel Bouju er det modsatte. Familien er bouilleur de cru, en vinbonde der selv destillerer: Druerne dyrkes på egne marker i Saint-Preuil, destilleres på gården, modnes i egen kælder og tappes på stedet. Familien har dyrket vin i Grande Champagne siden 1805. I generationer solgte de deres brændevin anonymt til de store huse, især Rémy Martin, før de i 1974 begyndte at tappe under eget navn. Siden 1994 har de udelukkende solgt deres egen cognac. I dag laver Bouju omkring 50.000 flasker om året. Det er, hvad de store huse fylder på flaske på et par timer. Familien destillerer på bærmen (sur lies) i et lille alembik, hvilket giver en fyldigere og mere olieret brændevin. De modner længe på nyt egetræ og tilsætter ikke karamel. Det er cognac med karakter frem for ensartethed, lidt ligesom forskellen på en standardrom fra en stor koncern og en single cask fra Hampden. Meget cognac for pengene Romhatten Cask Selection #14 koster 599 kr. Det er ikke meget mere end en VSOP fra et af de store huse, og en VSOP er en blend med en minimumsalder på blot fire år, fortyndet til 40 %. En XO fra de samme huse, med en minimumsalder på ti år, koster typisk mere end det dobbelte. For 599 kr. får du en cognac med næsten 11 år på fad, altså ældre end kravet til en XO. Den kommer fra ét enkelt fad fra Grande Champagne, den fineste af alle cognac-områderne, og er udvalgt på stedet og tappet i kun 204 flasker. Og så er den tappet ved fadstyrke. Ved 55 % er der næsten 40 % mere cognac i flasken end i en almindelig cognac på 40 %. Fortyndet til 40 % ville de 70 cL svare til næsten en hel liter. Det er ganske enkelt meget cognac for pengene. Hvad er Grande Champagne? Cognac-regionen er inddelt i seks områder (crus), og Grande Champagne er det fineste af dem, hvilket også er grunden til, at den kaldes Premier Cru de Cognac. Navnet har intet med boblerne fra Champagne at gøre. Det stammer fra det latinske campania, de åbne kalkmarker. Den hvide, kridtagtige jord giver brændevin, der er fin, kompleks og ekstremt holdbar, men som kræver mange år på fad for at folde sig ud. Derfor er det netop i Grande Champagne, man finder de cognacer, der kan tåle så lang tid på nyt egetræ som F24. Kun 204 flasker Da cognacen kommer fra ét enkelt fad, findes der kun 204 nummererede flasker, alle med guldvoks over proppen, og der kommer aldrig flere. Flaskerne sælges som altid efter først til mølle-princippet på romhatten.shop. Når de er væk, er de væk. Exceptional Spirits – en ny dimension i Romhatten Cask Selection Med Exceptional Spirits udvider vi Romhatten Cask Selection med ekstraordinær spiritus uden for romkategorien. Konceptet er det samme: I samarbejde med nogle af verdens bedste producenter udvælger og aftapper vi kun de mest exceptionelle fade. Flaskerne er lette at kende på det "røde stempel" over det klassiske Romhatten Cask Selection-logo. Udgivelserne bliver få, men ekstraordinære. Rommen har naturligvis stadig vores primære fokus. Daniel Bouju 2015 Single Cask F24 – Romhatten Cask Selection #14. Én cognac, ét fad, 204 flasker. Santé! En lille note: Der kan forekomme mindre trykfejl på etiketterne. Det er intet alvorligt og har ingen betydning for cognacen i flasken.
Variants (1)
- Default Title — 599.00 DKK — Out of stock
How AI sees this product
The more complete this product's details, the more confidently AI assistants can understand and recommend it.